Ingrid Thelin arbejder som frivillig i Røde Kors genbrugsbutik i Højbjerg. Hun bliver drevet af kammeratskabet mellem de frivillige, og muligheden for at kunne hjælpe til, hvor der er behov for det. Ingrid oplever meget som frivillig, især når ukrainske flygtninge kommer på besøg. Ingrid mærker desuden vigtigheden af velgørenhed, når hun tænker på en mørkere fremtid med klimakrise og trusler fra østen.

Portræt af Ingrid Thelin

Af: Kathrine Møller Nielsen

Lige ud fra Oddervej gemmer der sig en lokal perle, hvor genbrug står højest på dagsordenen. Det er Røde Kors genbrugsbutikken i Højbjerg.

Klokken ringer højlydt fra døren ind til butikken. Her bliver du mødt af et smilende personale og en ryddelig butik. Den velkendte tunge genbrugslugt er ikke at finde, da sortimentet er veludvalgt, strøget og hængt op. Man skulle tro, at butikken var en helt normal tøjbutik, men den store forskel, udover det genbrugte tøj, er, at Røde Kors er en nonprofitorganisation. Pengene går til Afrikas Horn samt udsatte ukrainske og danske børn. En af de frivillige medarbejdere er Ingrid Thelin. Ingrid er pensioneret og tidligere guldsmed, og hun nyder godt af at være frivillig ved Røde Kors. Hun siger:

”Vi er tre her tirsdag formiddag, og det fungerer bare. Det er godt at komme hjemmefra og komme ud. Det handler om kammeratskab. At komme ned at snakke med nogle hyggelige mennesker.”

Kommer man til Røde Kors på en tirsdag, er det også kammeratskab, man ser. Ingrid står med sin kollega ved kassen, og de smiler, snakker og folder tøj sammen. Det sociale sætter Ingrid stor pris på, men også at man altid kan lære noget nyt af sine kollegaer: 

”Nu har jeg erfaring med smykker, men min erfaring med tasker har jeg først fået igennem min tid her. Der var en kollega, der havde styr på tasker. Så jeg lærte en masse fra hende. ”

Smykker og låste kufferter

I Danmark har vi 10.000 frivillige i 250 genbrugsbutikker spredt ud over hele landet. Ingrid mener, det er vigtigt at sortere sit tøj, og er glad for, at så mange leverer deres tøj til deres butik i Højbjerg.

”Vi sælger det videre. Førhen røg det hele i en stor pærevælling. Nu kommer det herned og bliver solgt, fremfor at vi bare smider væk.”

Ingrid står selv for at sortere tasker og smykker. Ude i baglokalet står hun med to kasser, som hun lægger de nye smykker og tasker i, der venter på at komme ud i butikken. Bordet er fyldt med smykker, og Ingrid, som tidligere guldsmed, ser ud til at føle sig hjemme i det. Hun finder en kuffert frem, men har svært ved at låse den op. Koden, der er medsendt, er forkert. Hun trækker på skuldrene, den må hun hellere sende videre til én, der kan finde ud af det. Det er en fin kuffert, så hun håber, den kan blive låst op, så den også kan komme ud i butikken en dag.

Ukrainske flygtninge gør indtryk

Ingrids arbejde er ikke kun grin og samtaler med kollegaerne. Det oplever hun, da Rusland invaderer Ukraine, og flere ukrainske flygtninge kommer til Røde Kors butikken i Højbjerg. I april donerer Røde Kors 27.000 gavekort til ukrainske flygtninge, så de kan købe tøj og andre nødvendigheder i Røde Kors butikker rundt omkring i landet. Ingrid har selv stået ansigt til ansigt med ukrainske flygtninge og siger:

”De rejser fra krig, så da de kom her, havde de jo ingenting. Hvis man ikke har det, man skal bruge, bliver det endnu værre. De var jo søde alle sammen. Mange kunne engelsk, og nogen kunne ikke. De frivillige, der beherskede at snakke engelsk, de kunne snakke med dem. Jeg synes, vi skal hjælpe der, hvor vi kan.”

Velgørenhed giver ro i en mørk tid

Ingrid er ikke bange for klimakrisen, men hun har klima i baghovedet og ser en værdi i at begrænse sit forbrug ved at genbruge. Ingrid er dog bekymret for den stigende konflikt mellem Vesten og Rusland.

”Jeg er født i 43 og bliver 80 næste år. Så jeg har prøvet lidt af hvert. Jeg kan huske dengang, jeg ikke var så gammel, hvor min far var så bange for, at russerne skulle komme og tage landet. Det var de meget optaget af dengang. Jeg vil også sige, at jeg er lidt bekymret for Putin. Man ved aldrig, hvad han kan finde på. ”

Ingrid mener, at det vigtigste i disse mørke tider er at hjælpe hinanden. Velgørenhed gør, at hun kan hjælpe ude i verden, så forhåbentligt er der også nogen, der kan hjælpe danskerne, hvis det frygtelige en dag skulle ske.

”Det er lidt skræmmende. Og smider de en atombombe, så er der jo ikke langt fra Ukraine og til os. Der tænker jeg på mine børnebørn. Hvad sker der så med dem?”